Zen Buddhismens åndelighed

Tim Pallis

Ordet åndelighed har en klang af en kristen måde at være religiøs på, som umiddelbart lyder lidt fremmed i en zen buddhists øre. Når man taler om ånd i Vesten, tænker man ofte på en særlig humanistisk dannelse, som ikke behøver at begrænse sig til en religiøs tro.

Ånd kan være en dyb intellektuel, poetisk, litterær, filosofisk eller musisk indsigt i livet, hvor en stor viden ikke skelnes fra visdom. Denne måde at betragte det åndelige på er ganske fremmed for zen Buddhismen.

I den kristne livs forståelse bruges ordet åndelighed på en indforstået måde for at henvise til noget i ens tro, som er en åndelig forståelse af tilværelsen. Her har man at gøre med en vis åndelig verden, som er et hinsides, hvor treenigheden har hjemme.

Når jeg siger det, er det selvfølgelig en meget eksoterisk og overfladisk forståelse af treenigheden. Man kunne sagtens finde en mere esoterisk forståelse, som tilmed har stor lighed med den buddhistiske treenighed.

Det hinsidige kaldes i religionerne det transcendente. Den åndelige verden er transcendent. Det er noget vi mennesker muligvis stifter bekendtskab med efter dette liv er omme, og det er noget, som hører eskatologien til.

Denne måde at tro på er ganske fremmed for en zen Buddhist. Den folkelige og institutionaliserede zen buddhisme har på den anden side et hinsides, som man kan tro på eller lade være. Men i zen teksterne kommer det ikke til udtryk.

Åndelighed kan være evnen til at kunne udtrykke sin tro f.eks. at den transcendente verden har stor indflydelse på både dette liv og det hinsides liv efter døden. Dette udtryk kan tage mange former. Det kan være en stilfærdig samtale mellem to hjerter. Det kan også være et fint formuleret verbalt udtryk for ens tro, som enten er teologisk, filosofisk, litterært eller poetisk.

Men det kan så sandelig også være et kunstnerisk udtryk som Bachs musik eller Chagalls malerier. Denne måde at være åndelig på kendes også i zen Buddhismen, f.eks. i zen æstetikken, som omfatter både billedkunst, havekunst og te kulturens mange udtryk. Men man kan måske synes at zen æstetikken blot er et lille hjørne af den æstetiske kultur i Japan og derfor ikke rigtigt det sande udtryk for åndelighed i zen.

Buddhismen har mange skoler og traditioner, men der er en fælles kerne, som drejer sig om frelselæren, som i buddhismen er en befrielseslære. Buddhismens mange retninger er meget forskellige med hensyn til tro og åndelighed.

Der er i høj grad et hinsides i de mere folkelige traditioner i buddhismen som f.eks. Jodo buddhismen i Japan. I denne tradition befinder Amida Buddha sig i Tushita himlen, hvorfra han har lovet at befri alle levende væsner. Her befinder sig også fremtidens buddha Miroku, som bliver den næste buddha på jorden.

I mellemtiden tilbedes bodhisattvaen Jizo, som hjælper børn og vejfarende ud af farlige situationer, og som også er i stand til at hjælpe stakler ud af helvede. Troende japanere har et dybt åndeligt forhold til denne folkekære bodhisattva. Her kan zen buddhisterne ikke være med, fordi de ikke har troen på et hinsides eller en ydre magt.

Zen buddhismen i Japan har mange forskellige templer og klostre, som hver især har forskellige historiske traditioner. Der er tre forskellige zen sekter, som hver har mange templer spredt ud over landet. Hvert større tempelkompleks har et kloster, hvor de unge munke trænes i at praktisere zens særlige måde at leve på. Der er zen mestre til at vejlede dem i klostrene.

Da de buddhistiske templer i Japan ikke er statsstøttede kommer den væsentlige økonomiske kilde fra de familier ude i byen, som har gravsteder indenfor templets mure. Det er altså folket som holder templerne kørende. Og folket tror for det meste på et liv efter døden, måske mange liv.

Derfor hersker det pudsige forhold, at der for de mennesker, som støtter templet, findes en åndelig verden eller et hinsides, mens zen mesteren ikke nødvendigvis tror derpå. Nogle af dem tror ganske vidst også på reinkarnation og på himle i det hinsides og et helvede dernede. Men de ”fuldt opvågnede” mestre tror ikke på, at det transcendente er adskilt fra det jordiske.

Den åndelige verden er altså denne verden, for den som selv har erfaret eller opdaget, hvad Buddhas opvågnen er. Dette skal ikke forstås som panteisme, for det transcendente og det immanente er to forskellige måder at opfatte åndelighed på. De er bare ikke adskilte. Intet er adskilt i zen buddhismen. Det tør jeg godt kalde for zen buddhismens åndelighed.

Zen buddhismen er kun en af mange buddhistiske retninger, som gennem historien er kommet til Japan fra Indien og Kina. De enkelte buddhistiske retninger hviler på helt forskellige buddhistiske skrifter og deres religiøse praksis er også meget forskellige. Her vil jeg blot fremhæve to forskellige åndelige holdninger, som tilsyneladende er modsætninger. Den ene er tariki vejen og den anden jiriki vejen.

Tariki betyder en ydre magt eller kraft, som befrier mennesker for den mangelsygdom det er, at have en ulidelig følelse af at mangle noget. Tariki er vejen ud af denne smerte og troen på, at Amida Buddha i sin medfølelse med vore lidelser befrier os fra disse, såfremt vi reciterer: ”Namu Amida Bu, Namu Amida Bu...”. Det er en god praksis, som virker umiddelbart. Den er for almindelige mennesker, som ikke stiller skeptiske eller filosofiske spørgsmål.

Jiriki vejen er derimod for de mennesker, som har mange eksistentielle dilemmaer at kæmpe med. Jiriki betyder ved egen magt eller kraft. Her er det ”hin enkelte” som selv må befri sig for sin lidelse. Der er ganske vist lidt vejledning fra zen mesteren, som stiller én et spørgsmål, som det er umuligt at svare på. For at befri sig for sin mangelsygdom må man nemlig vise ham, hvad der er ens egentlige natur eller "oprindelige ansigt før ens forældre blev født."

Det snedige ved Zen træningen er, at man efter lang tids ”egen hjælp” finder ud af det umulige i opgaven. Man kan ikke befri sig selv, thi troen mangler. Det er ligesom den kristne konfirmand (en gerundiv), som ikke er en konfirmant, fordi han ikke selv kan bekræfte sin dåbs pagt. Det er kun Gud, som kan bekræfte.

Det er altså kun Amida Buddha, som kan befri. Derfor siges det, at der, hvor jiriki ophører, der begynder tariki. Her står vi så atter med den kendsgerning at jiriki ikke er adskilt fra tariki. Dette er igen et eksempel på zen buddhismens åndelighed.

Følelsen af afmagt, og at der ingen fortjeneste er af ens bestræbelser, er formuleret i den fundamentale koan af zen mesteren Shin’ichi Hisamatsu (1889-1980): ”Når alt hvad du gør, ikke duer, hvad gør du så?” Dette er ikke langt fra Martin Luther og Kierkegaards kristendom. Kristendommen og zen buddhismen har, så vidt jeg kan se, en fælles eksistensteologisk metafysik.

Ordet ”ånd” svarer i zen buddhismen til det japanske ord kokoro, som i det japanske sprog bruger det kinesiske ord shin i ordsammensætninger som f.eks. ordet mu-shin (ubevidst). Kokoro er lige så svært at forstå og oversætte som ordet ”ånd”. Japanerne bruger det som et ord for ”bevidsthed”, ”sind” eller ”hjerte” og er ikke tilfredse med dets uklare betydning.

Derfor har jeg hørt, at der engang var en japansk filosof, som mente, at tyskerne havde et ord, som dækkede bedre, nemlig ordet ”geist”. Og det er jo lidt morsomt, at ord som ”geist”, ”spirit” eller ”ånd” pludselig i Japan bliver synonymt med kokoro.

Disse sproglige vanskeligheder kan blive endnu mere komplicerede, for det japanske tegn for ordet ”ki” (energi), som f.eks. indgår i ordet ta-riki (magt eller kraft), oversættes i reglen også med enten det græske ord ”pneuma” eller det latinske ord ”spirit”, som på dansk betyder ”ånd”.

I alle religioner vil der være store vanskeligheder sprogligt set med at forstå, hvad ånd eller åndelighed egentlig talt er. Og det er faktisk det zen buddhismens træning og praksis går ud på - at opdage ens egentlige natur, som er synonymt med ord som ”bevidsthed”, ”sind”, ”hjerte” eller ”ånd”. Det er dette, som er Buddhas opvågning.

Kender man denne egentlige natur, har man også fundet sin virkelige identitet. Zen buddhismen åndelighed eller spiritualitet er for den søgende at længes efter at kende sin buddhanatur, som er en fællesnævner for alle levende væsner. Jeg nævnte tidligere, at intet er adskilt i zen, dermed indgår både den organiske og uorganiske verden i buddhanaturen, som alle tings egentlige natur.

For den ”vågne mester” er åndelighed at se alle ting i et ikke-dualistisk perspektiv og dagligt at virke i denne situationstotalitet, hvor der ingen adskillelse er mellem subjekt og objekt, bevidst og ubevidst, indre og ydre og du og jeg. Det er en virkelighed, hvor omverdensproblemet er løst, fordi der ikke i virkeligheden findes nogen ”omverden”. Det er det samme som Kristus bevidsthedens ”ego eimi”, som Jesus blev korsfæstet for at sige han var, fordi det er Guds navn.

Bevidsthedsrummet er universelt og dette store tomme rum er fyldt med sansernes og tankernes bevidsthedsindhold, som tilsammen er den egentlige virkelighed. Denne virkelighed er den nuværende bevidste situationstotalitet. Den er både transcendent, fordi bevidstheden er transcendent, og immanent, fordi bevidsthedsindholdet ikke er adskilt fra bevidsthedsrummet.

En sådan virkelighedsforståelse vil jeg kalde åndelighed. Åndelighed i zen buddhismen er derfor i hvert øjeblik at være fuldt bevidst eller opmærksom på alle de små ting, som livet er fuldt af. Der er også at fungere og arbejde uselvbevidst i alle livets forhold - at være ét med det man tænker og gør.